Oplev Harald Blåtands arv og Danmarks skifte fra asatro til kristendom på Vikingeborgen Borgring nær Køge

Straks uden for Køge finder du Vikingeborgen Borgring, som blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 2023 og nyligt er genåbnet som museum. Her kan du følge sporene efter en af Danmarks mest berømte konger – Harald Blåtand.

På Vikingeborgen Borgring inviteres du med til en rejse tilbage til en æra, hvor en gammel tro blev erstattet af en ny. En tid, hvor ringborge som Borgring blev opført for at styrke kongemagten, skabe orden og realisere visionen om et kristent, samlet Danmark.

Udforsk en af de mest betydningsfulde perioder i dansk historie: overgangen fra de nordiske guder til kristendommen. Museet byder på imponerende visuelle installationer, mytologiske historier og engagerende dilemmaer, der tager dig med tilbage til vikingetiden. Du stilles over for spørgsmål som: Hvorfor valgte Harald Blåtand at lade sig døbe? Hvilken betydning havde kristendommen for hans magt? Og hvilken strategi lå bag opførelsen af ringborgene?

Et museum med liv og historisk indsigt

Det nye museum, skabt af LOOP Architects, er designet med både udsigt over landskabet og blik for historien. På 1.800 m² møder du både guder og konger, får indblik i det arkæologiske arbejde bag fundet og står ansigt til ansigt med Harald Blåtand og Borgring som symbol på magt og arkitektur.

Glæd dig til at besøge den store særudstilling, nyde udsigten fra museets top og høre om, hvordan Borgring i 2023 blev optaget på UNESCOs verdenskulturarvsliste sammen med Danmarks øvrige ringborge.

UNESCO-verdensarv i Køge – på niveau med Taj Mahal

I 2023 blev Borgring optaget på UNESCOs Verdenskulturarvsliste i selskab med de andre danske ringborge. Denne udnævnelse anerkender deres unikke tekniske konstruktion og betydning som symboler på et nyt, samlet Danmark.

Ringborgene repræsenterer en bemærkelsesværdig epoke i verdenshistorien, hvor Skandinavien gik fra hedenskab til en integreret del af Europas kristne fællesskab. De står som fysiske vidnesbyrd om en turbulent tid og som ingeniørkunst i særklasse, der markerer Danmark som et samlet kongerige.

At være på UNESCOs verdensarvsliste betyder, at Borgring er udpeget som en kulturarv med betydning for hele menneskeheden – på niveau med steder som Den Kinesiske Mur og Taj Mahal.

Et historisk fund

I 2014 opdagede arkæologerne Søren Sindbæk og Nanna Holm den hidtil skjulte vikingeborg Borgring på en mark nær landsbyen Lellinge tæt ved Køge. De havde på forhånd diskuteret muligheden for en endnu ukendt ringborg af Trelleborg-typen på Sjælland.

Ved hjælp af droneoptagelser kunne de se en perfekt cirkel med en diameter på over 100 meter tegne sig i landskabet. En prøvegravning bekræftede deres formodning: der var tale om en vikingetids fæstning i form af en ringborg.

Den symmetriske ringborg, som i dag måler 144 meter i diameter, er illustreret med høje cortenpæle, der markerer voldens tænkte tværsnit.

Kontakt og praktisk information

Email: vikingeborgen@museerne.dk
Telefon: +45 70 70 12 36
Faciliteter: Opladning af el-bil, museumsbutik/kiosk
Adresse: Ringstedvej 190, 4600 Køge