Bon-Bon-Land – forlystelsesparken for hele familien

Bon-Bon-Land er en anderledes og underholdende forlystelsespark beliggende på Sydsjælland, hvor både forlystelser, legepladser og de karakteristiske Bon-Bon-dyr hurtigt skaber glæde for hele familien.

Hvad kan du opleve i Bon-Bon-Land?
Underholdningen begynder allerede, inden I spænder jer fast. Forlystelserne har navne, som gerne vækker latter og smil, og det sætter tonen for en dag fyldt med grin, sjov og lidt skørhed.

Søger I suget i maven, er klassikere som Hundeprutten og Vild-Svinet et must. Vil I have fart og latter i én pakke, anbefales Svend Svingarm, som ofte bliver dagens favorit med opfordringen: ”Skal vi tage den én gang til?”. For dem, der ønsker en blanding af vild underholdning og roligere oplevelser, er Andebådene i Andedammen et sikkert valg, hvor alle kan være med.

Andre sjove ture som Den Skøre Skildpadde, Han-Katten og Viktor Vandorm giver variation på dagen, så det ikke kun handler om en enkelt rutsjebane, men en hel dag med mange forskellige oplevelser.

Er der aktiviteter for de mindste?
Ja, bestemt! I området Leo-Farterne kan børnene få deres eget gratis kørekort og køre rundt i små køretøjer. Til leg uden fastspænding findes små, hyggelige legepladser som Annas Mini Mokka og den rolige Andemad Legeplads, hvor de mindste kan lege trygt og hoppe på små trampoliner.

Derudover byder parken på helt børnevenlige forlystelser som Ormen og Sprutten, der egner sig godt til de allerførste forlystelsesoplevelser. Børn, der elsker vandleg, vil også elske Pelle Piratsprøjt med sin vandborg og små rutsjebaner i et børnevenligt område.

Som en ekstra sjov udfordring kan børn få et gratis skattekort ved indgangen og gå på jagt efter poster rundt i parken.

Lav din egen slikkepind
I Slaraffenland får I mulighed for at fremstille jeres helt egen slikkepind, hvor I kan vælge farver og smag efter eget ønske. Det er en hyggelig aktivitet midt på dagen, som giver børnene et sjovt og håndgribeligt minde med videre i besøget.

Tre sjove facts til køen
- Henry Hundeprut var det allerførste Bon-Bon-dyr og samtidig parkens første rutsjebane. Henry har sit eget ”Bummelum”, som kun sælges i parken.
- I Leo-Farterne kan de mindste køre deres egne biler, såsom isbil eller ambulance, helt gratis.
- Der bliver solgt over 60 tons pomfritter, 130.000 softice og 80.000 grillpølser om året – svarende til en lang pølse på hele 25 kilometer!

Hvem er Bon-Bon-Land for?
Bon-Bon-Land er perfekt for familier, der rejser med børn og ønsker en dag med masser af sjove forlystelser. Her finder både de eventyrlystne og mere forsigtige deres favoritter, og det er en klassisk familieudflugt med et ekstra strejf af finurlighed og fjol.

Se også flere forslag på 'Ferie med børn' og opdag andre spændende oplevelser under 'Attraktioner på Sydsjælland & Møn'.

Praktisk information
Email: post@bonbonland.dk
Telefon: 55530700
Faciliteter: Medbragt mad er tilladt, kiosk, parkeringsplads for busser, restaurant/café
Adresse: Gartnervej 2, 4684 Holmegaard