Klint til Klint-ruten
Med 230 km fordelt på syv etaper byder denne rute på den ideelle cykelferie for børnefamilier på Sydsjælland & Møn. Glæd jer til at udforske de fascinerende historiske klinter, hvor I kan gå på fossiljagt, besøge Skovtårnet med sin unikke udsigt over Sjælland og meget mere.
På ruten forbindes Møns Klint med UNESCO Verdensarv Stevns Klint, og der venter mange spændende oplevelser for børn undervejs. Stop op og led efter fossiler i Faxe Kalkbrud, løs gåder i Kalvehave Labyrintpark, og tag på tidsrejse på GeoCenter Møns Klint. Hele turen på 230 km svarer cirka til en uges cykelferie for hele familien.
Det anbefales at starte i Vordingborg, hvor man både kan parkere bilen eller medbringe cyklerne på toget direkte fra København eller Rødby. Ruten slutter i Køge med gode togforbindelser videre eller tilbage til Vordingborg.
Etapebeskrivelser
Etape 1 – Vordingborg til Hårbølle, 45 km
Følg Østersøruten, National rute 8, gennem Kalvehave og over Dronning Alexandrines Bro til Møn. Oplev Vestmøns smukke natur på rute 58, besøg Danmarks Borgcenter i Vordingborg og prøv den interaktive Ghost Hunt. Glem ikke et stop i Kalvehave Labyrintpark, hvor hele familien kan træne hjerne og orienteringsevne.
Etape 2 – Hårbølle til Møns Klint, 42 km
Start i den charmerende havneby Hårbølle, og følg National rute 8 mod Møns Klint. Undervejs passerer I hyggelige lokalsamfund, de gamle gravhøje Grønsalen og Målerhøjen samt Fanefjord Skov. Stands evt. ved lokale gallerier og gårde, eller prøv en ispause hos Møn Is, som børnene vil elske. Ruten fører derefter til det spektakulære naturfænomen Møns Klint, dannet for over 70 millioner år siden.
Etape 3 – Møns Klint til Stege, 21 km
Tag en dag til at udforske klinten og dens 128 meter høje vægge. Cykelfri nedstigning via 497 trappetrin til stranden giver mulighed for fossiljagt efter 70 millioner år gamle fossiler, vættelys og rav. På GeoCenter Møns Klint er der lærerig underholdning for hele familien. Fortsæt til Stege, en af Danmarks ældste købstæder, fyldt med aktiviteter, og besøg Samlermuseet Thorsvang for et kig ind i fortiden.
Etape 4 – Stege til Feddet, 36 km
Start dagen med en sejltur over Stege Bugt på den sejlende cykelsti med Færgen Møn, der sejler fra uge 26 til 32 i weekenderne og sparer jer 11 km. Fra Kalvehave går turen mod nord på rute 9. Prøv labyrintens gåder i Kalvehave Labyrintpark, besøg den idylliske købstad Præstø, hvor I kan shoppe, nyde en is ved havnen eller tage en dukkert på den børnevenlige strand ved fjorden. I sommerferien anbefales også et stop i H.C. Andersens Verden teaterpark.
Etape 5 – Feddet til Rødvig, 35 km
Følg national rute 9 langs kysten til den hyggelige havneby Rødvig. Tag en afstikker på panoramarute 425 til Faxe Kalkbrud og Geomuseum Faxe, hvor I kan leje redskaber til at udforske kalkbruddet og jagte fossiler som forstenede søpindsvin og koraller. På vej mod Rødvig ligger også Faxe Ladeplads med dejlig strand, Strandskoven Sibirien og Vemmetofte Klosterpark – alle oplagte steder til en pause.
Etape 6 – Rødvig til Køge, 40 km
Den afsluttende etape går langs UNESCO Verdensarv Stevns Klint med betagende natur og udsigt over Østersøen. Tag en dukkert i Rødvig, besøg Boesdal Kalkbrud eller Koldkrigsmuseum Stevnsfort, der gemmer på Danmarks største krigshemmelighed. Nyd frokosten ved Højerup gamle Kirke på toppen af klinten eller ved Stevns Fyr, hvorfra udsigten strækker helt til Møns Klint.
Ekstra etape
Har I energi til mere, kan I fortsætte de sidste 50 km mod København med togforbindelser tilbage til Vordingborg eller resten af Danmark. Alternativt kan I tage en afstikker til Gisselfeld Kloster og Skovtårnet på Camp Adventure (36 km) og afslutte i Haslev eller Næstved, hvor der også er gode togforbindelser.
Overnatning og oplevelser
Langs hele ruten findes gode overnatningsmuligheder, spændende oplevelser og hjælpsomme turistinformationer. Vi har samlet de bedste steder, der følger ruten, så I let kan planlægge efter jeres behov og få det bedste ud af jeres tur.