Danmarks største middelalderslot

På Gjorslev kan du opleve fortælleglæden om konger og dronninger, adelens historie – både de fødte til det og dem, der opnåede adelig status – samt bønder og landsbyens øvrige beboere. Slottets tykke mure af kridtsten gemmer på historier helt tilbage til Margrete 1.'s regeringstid. Oplev stedet på guidede rundvisninger, ved særlige arrangementer og større begivenheder.

Kort om Gjorslevs historie
Gjorslev Slot blev opført i 1396 som en bispeborg af Peder Jensen Lodehat, biskop i Roskilde, samt Margrete 1.'s betroede rådgiver og rigskansler. De var centrale aktører bag Kalmarunionen. Slottet forblev under Roskildebispens ejerskab til reformationen. Efterfølgende skiftede godset ejere mellem adel, handelsfolk og kongehuset indtil 1925, hvor Adolf Valdemar Tesdorf, oldefar til den nuværende ejer, købte det. Den oprindelige korsformede bygning i stevnske kridtsten er stadig hovedbygningen, suppleret med to tilbygninger, kendt som syd- og nordfløjen, som gennem tiden har fået forskellige arkitektoniske udtryk.

Oplevelser på Gjorslev
Gjorslev Slot åbner dørene for besøgende ved udvalgte lejligheder. Deltag i rundvisninger, ferieaktiviteter og eksklusive kulturaftener, eller book en personlig oplevelse gennem gjorslev.dk. Hvert år arrangeres Herregårdenes Dag tredje søndag i august, hvor Bredgade, borggården og slotsparken fyldes med markeder, kultur og aktiviteter. Slotsparken er altid åben med fri adgang.

Gjorslev Gods i dag
Et besøg på slottet med billet indebærer en tur op ad den fredede Bredgade til borggården, men også et kig ind på et aktivt landbrug og nærhed til private hjem. Godset drives stadig efter traditionelle principper med landbrug, skovbrug, jagt og udlejning af boliger. Vær opmærksom på skiltning og undgå at fare vild på egen hånd, selv om nysgerrigheden er stor.

Kontaktinformation og adresse
Telefon: 56 50 01 01
Adresse: Gjorslevvej 20, 4660 Store Heddinge